Et rejsekursus hvor vi kommer under huden på Nordportugal og Porto. Vi bor i min hjemby Vila do Conde, lige nord for Porto. Byen er en smuk, historisk købstad, der ligger hvor Ave-floden løber ud i Atlanterhavet. Her skal vi bo på et godt firestjernet hotel, mens vi ugen igennem besøger regionen og ikke mindst Nordportugals smukke hovedstad: Porto. Rejsen består af morgensamling med foredrag, dagsudflugter og hyggeligt samvær. Vi skal besøge Porto et par gange samt nogle af de mindre byer langs kysten. Desuden har vi sat en hel dag af til at opleve vinmarker og den smukke natur inde i landet.
Vi begynder med to dage på Jaruplund Højskole, hvor vi forbereder os til Nordportugal med foredrag og dialoger. Herefter kører vi til lufthavnen i Hamborg og flyver til Porto og Vila do Conde. Her tilbringer vi en inspirerende højskoleuge med udflugter, foredrag og indsigt i Nordportugals historie og nutid. Den efterfølgende lørdag flyver vi retur til Hamborg og kører med bus tilbage til Jaruplund Højskole, hvor vi tager afsked efter en bid brød.